Digitale værktøjer

Digital dannelse

Børn er børn – og børn skal kunne navigere trygt i digitale miljøer. I dag er børns online deltagelse forbundet med mange risici, der krænker børns rettigheder. Derfor har Medierådet for Børn og Unge udviklet de etiske retningslinjer for digitale tjenester for netop at tydeliggøre, hvordan digitale tjenester skal indrettes med respekt for børns rettigheder. 

Det er en nødvendig indsats, der vil stille klare krav til digitale tjenester om beskyttelse, ansvarlighed og transparens. De etiske retningslinjer skal styrke den digitale dannelse i samfundet, så børn og unge, forældre og fagpersoner kan navigere reflekteret i de digitale miljøer. De skal skabe større bevidsthed om udfordringer og risici, og skærpe fokus på, hvor der skal sættes ind for at sikre tryghed og trivsel online. De etiske retningslinjer er dermed en vigtig del af det tryghedsfundament for børn og unges digitale færden, der skal sikre, at både børn, unge og forældre kan føle sig trygge i deres brug og færden her.

Forældreguide om SoMe

SOME (sociale medier) og AI

På skolen har vi valgt aktivt at begrænse adgangen til udvalgte internetsider på vores netværk for at sikre et trygt digitalt miljø for eleverne.

Eleverne må ikke dele personligt krænkende indhold online. Det betyder, at de ikke må:

  • lægge stødende eller krænkende tekster på nettet
  • dele billeder, der kan skade andre elevers eller medarbejderes omdømme
  • poste den slags indhold på sociale medier — både i åbne og lukkede grupper

 

For at støtte børn og unges digitale dannelse er det en fælles opgave for skole og hjem at:

  • skabe et sundt og kritisk forhold til digitale medier
  • hjælpe eleverne med at navigere i onlinefællesskaber
  • styrke deres forståelse af, hvordan de agerer ansvarligt på nettet

 

Idag kan børn og unge indgå i kunstige relationer online. Dette kan bl.a. være:

  • AI‑chatbots, der fremstiller sig selv som menneskelige venner
  • digitale platforme, der giver illusionen af relationer eller venskaber
  • interaktive tjenester, der kan påvirke forståelsen af sociale relationer

Medierådet for Børn og Unge har udarbejdet vejledende samtalevideoer til forældre om AI, som kan ses på siden Medierådet for Børn og Unge

Krav og specifikationer til dit barns computer

Anvendelsen af IT‑værktøjer er i stigende grad blevet en integreret del af undervisningen, og på Otterup Realskole har vi adgang til en bred vifte af onlineportaler, der understøtter den daglige læring.

For at styrke elevernes faglige udbytte gennem digitale redskaber har skolen besluttet, at alle elever skal medbringe deres egen computer.

Det skal dog bemærkes, at computeren ikke nødvendigvis vil blive anvendt dagligt, og omfanget vil variere mellem de enkelte fag. Eleverne vil løbende udvikle deres IT‑kompetencer, således at computeren gradvist bliver et naturligt og hensigtsmæssigt arbejdsredskab, som de kan benytte, når undervisningen kræver det.

Der stilles ingen særlige krav til computeren, ud over at den skal være i stand til at afvikle den nyeste version af Microsoft Office-pakken.

Det er uden betydning, om der anvendes Mac eller PC. Tablets og Chromebooks kan imidlertid ikke benyttes, da disse enheder ofte medfører begrænsninger i forhold til de programmer, der anvendes på skolen. Endvidere kan der opstå kompatibilitetsproblemer i forbindelse med tilslutning til skolens printere m.v.

Computeren skal have adgang til en USB-port. Såfremt enheden ikke har en indbygget port, kan dette som regel løses ved brug af en adapter.

Når brugerne er tilsluttet skolens netværk, kan skolens printere installeres.

Det forekommer jævnligt, at computere er låst og kræver administratorgodkendelse. Eleverne skal derfor være i besiddelse af relevante adgangskoder samt have de nødvendige rettigheder til at installere programmer og tilføje skolens printere efter behov.

Forsikring og ansvar

I klasser, hvor der stilles krav om anvendelse af egen computer, stilles der Låsebar opbevaringsfaciliteter til rådighed. Eleverne skal selv medbringe en egnet hængelås til brug for aflåsning af skabet.

Det skal bemærkes, at elevernes personlige ejendele – herunder computere og andet elektronisk udstyr – som udgangspunkt ikke er omfattet af skolens forsikringsdækning. Det anbefales derfor, at forældre eller værger foretager en gennemgang af husstandens forsikringsforhold med henblik på at afklare, hvorledes eventuelle skader, tab eller funktionsfejl i forbindelse med brug på skolens område er dækket.