På Otterup Realskole tager vi det seriøst, når vi siger, at vi vægter den enkelte elevs faglige udvikling og trivsel højt. Vi har, til at understøtte lærerne i dette, oprettet et Ressourcecenter, som består af en pædagogisk leder, en trivselsmedarbejder, to læsevejledere og en matematikvejleder.
Ressourcepersonerne støtter lærerne i arbejdet med den faglige undervisning såvel som klassens trivsel. Herudover har ressourcepersonerne også mulighed for at tale med og støtte enkelte elever i deres udvikling. Primært ligger den ekstra faglige indsats i 0. til 5. klasse, men er der behov, kan dette udvides.
Ressourcecentret har et tæt og godt samarbejde med Nordfyns Kommunes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), som understøtter skole og dagtilbud i bestræbelsen på at kommunens børn trives og lærer mest muligt.
I Pædagogisk Psykologisk Rådgivning arbejder følgende faggrupper: ergoterapeuter, fysioterapeuter, tale-høre-konsulenter, psykologer, pædagogiske konsulenter og specialpædagoger.
I tillæg til dette arbejde er skolen også i kontakt med andre interessenter, der kan støtte op om det enkelte barns trivsel og udvikling. Dette kan bl.a. være kommunens Børne- og familieafdeling eller OUH´s børneafdeling.
Alle tiltag omkring enkelte elever forgår i tæt dialog med elevens forældre.
Ofte vil en sag omkring et barn starte op med et dialogmøde, hvor forældre, skole, PPR og Børne- og Familieafdelingen sammen kan klarlægge hvilke tiltag, der kan sættes i værk.
Alle skolens medarbejdere, der i dagligdagen arbejder direkte med skolens elever, er underlagt lovgivningen om skærpet underretningspligt, og vi følger naturligvis Nordfyns Kommunes beredskabsplan for børn og unge.
Beredskabsplan for børn og unge i Nordfyns kommune
Ikke alle børn har samme forudsætninger for læring – og nogle elever kan opleve udfordringer, der kræver ekstra opmærksomhed og/eller omsorg. Derfor har vi fokus på tidlig indsats ift. læsevanskeligheder/ordblindhed.
Læse- og skriveteknologi på Otterup Realskole
Nordfyns kommune tilbyder gruppe-terapeutisk forløb til børn med angst.
På Otterup Realskole tilbyder vi skilsmissegrupper, hvor børnene får mulighed for at dele deres tanker og følelser omkring bruddet med andre i samme situation.
Desuden tilbyder Familiehuset i Nordfyns kommune et kursus for skilte forældre ”KIFF”.